Jeg håber, at flere vil være med. Jeg har gennem de mange år, jeg har været i fodbold oplevet, at ”jeg ved ikke noget om fodbold” kommer til at fylde mere hos den enkelte, end hvad hun har af kompetencer og talent for at være med. Tina Stendal

Hvordan blev du først introduceret til fodboldens verden?

Første gang var i folkeskolen i ’90erne, hvor håndboldkammerater kom og spurgte, om jeg ikke kunne spille fodbold, fordi de manglede spillere, så jeg spillede et par sæsoner.

Kan du beskrive din rejse ind i det hverv, du i dag har i din klub?

Tilbage i 2013 startede min ældste søn til fodbold i Fjordager IF, og trænerne spurgte, om jeg kunne være holdleder, og efter et par år blev jeg inviteret med i ungdomsudvalget. Da klubbens tidligere bestyrelse stoppede i 2020, manglede der frivillige til at indgå i bestyrelsen, og jeg så det som en mulighed for at være med til at skabe det, som jeg finder allervigtigst i sport: stærke fællesskaber.

Hvad har været din største udfordring som leder i fodbold?

Vi har rigtig mange fantastiske frivillige, der kommer med stort engagement og giver mere, end de forventer at få igen. Men, en af vores største udfordringer er at finde nok frivillige, så vi kan tilbyde fodbold på alle årgange og deriblandt finde de rigtige frivillige, så hold ikke går i opløsning.

Lidt om Tina

Tinas klubhverv: Formand, Bestyrelsesmedlem, Holdkortindberetter, Kampklar-bruger, Klub-CMS ansvarlig og Livescore indberetter.

Tina er i øvrigt stadig aktiv træner og holdleder.

Gennemført kursus: Fodboldledelse i praksis.

 

Kan du dele nogle mindeværdige oplevelser eller øjeblikke i din karriere, som har haft betydelig indflydelse på dig?

Når børn, der er udfordret i ”one size fits all” systemet, stille og roligt bliver en del af vores fællesskab, fordi vores frivillige trænerteams tror på der er en plads til alle.
Når seniorspillere deltager som trænere i ungdomsafdelingen og bliver forbilleder for klubbens yngste.
Når forældre kommer og siger "tak for indsatsen".
Når jeg får krammere, fordi en føler sig set, lyttet til og værdifuld.
Når seniorafdelingen går igennem en storm i Danmarksserien og stadig står samlet til Albaniserien.
Når pigefodbold vokser.

Alt dette er med til at gøre det mindeværdigt at være frivillig i foreningen.

Har du haft nogle mentorer undervejs i din karriere? Hvordan har de påvirket dig, og forsøger du selv at være en mentor for andre?

Da jeg var ung, så jeg ildsjæle give til min håndboldklub uden selv at have børn i foreningen, og det var en inspiration. Jeg har sparring med klubledelse og udvalgsmedlemmer ift. klubben, og jeg har sparring med hovedformanden i Idrætsforeningen, når det omhandler ledelsesperspektiver. Flere perspektiver er med til at træffe de rette beslutninger.
Gennem mit arbejdsliv og uddannelser har jeg en del viden om det mellemmenneskelige, fællesskabers betydning for individet, hvordan møder man mennesker, også dem der har det svært, og betydning af egen adfærd i fællesskaber. Den viden bringer jeg i spil i klubben, fordi jeg vil gerne være med til at inspirere andre til at se mennesket før præstationen.

Hvordan ser du fremtiden for kvindelige ledere i fodbold? Hvilke forandringer håber du at se i de kommende år?

Jeg håber, at flere vil være med. Jeg har gennem de mange år jeg har været i fodbold oplevet ”jeg ved ikke noget om fodbold” komme til at fylde mere hos den enkelte, end hvad hun har af kompetencer og talent for at være med.
Foreningslivet kan noget ganske særligt – det binder mennesker sammen. Det styrker os sammen gennem op og nedture. Vi lærer at tabe sammen og udvikle os. Vi lærer at lykkedes sammen. Vi lærer at vi har brug for hinanden, vores forskellige evner og talenter er nødvendige for at vi kan stille et hold.

Jeg håber, at kvinder, der har viden om SoMe rækker hånden op og vil hjælpe med det. Jeg håber, at kvinder, der ved noget om marketing byder ind. Jeg håber, at kvinder der ved noget om fodbold vil være med til at udvikle det. Jeg håber, at kvinder der ved noget om økonomi og fundraising byder ind med det. Jeg håber allermest, at vi stopper med at se på, hvad vi ikke kan og i stedet ser på, hvad vi kan - og vender det til, hvordan kan jeg hjælpe, med det jeg er god til?

Det gælder uanset, hvilket hvilket køn vi har.