Ugens Dommerprofil: Emin Jusubasic

Jeg har været dommer i 4 år. Jeg dømmer til dagligt i Serie 3, og vinker i Serie 1. Udenfor banen er jeg med i DBU Fyns pre-talent, hvor vi er en lille gruppe unge talentfulde dommere, som laver sparring, fysisk – og teoretisk træning. Jeg blev dommer, fordi jeg selv havde en onkel, der var en del af dommergerningen. Han foreslog mig at prøve kræfter med det. Lige siden er det blevet til næsten 300 kampe samlet set, hvor jeg 2 gange har været udsendt til Italien, til Verona cup og jeg har fået en masse nye dommerkollegaer i dommerklubbben (FFK).

Upåvirkelig, hurtig og løsningsorienteret.

De er fine – så længe det er Hummel.

Det er nok Irfan Peljto (bosnisk topdommer). Han er en af de bedst rangerede dommere i Europa og verden. Han dømte også Conference League finalen. Hans måde at kommunikere på er fantastisk.

Helt i starten var det sværeste ved at være dommer, de tilråb man får. For som en 15-årig knægt dengang var det svært at udelukke de mange tilråb. Jeg er blevet mere upåvirkelig med tiden, men det tog lang tid før at det kom.

 Jeg ville afskaffe 10 minutters udvisning af en spiller, som får tildelt en advarsel i breddefodbold. Det ville jeg, da man ser, at nogle bestemte spillere har tendens til at få en advarsel i næsten hver kamp. Hvis man også indførte point-systemet i breddefodbold, så ville det give større konsekvenser for vedkommende.

Det har jeg ikke prøvet endnu.

Pas. Det har jeg ikke lige tænkt over.

Man skal være lærevillig. Det er den bedste måde at blive god på. Og man er ikke dårlig, fordi én spiller eller træner, ikke er tilfreds.

En ting, som jeg griner af hver gang (og som jeg tit oplever), er sætningen: ”Jamen dommer det var jo første gang at jeg gjorde noget”.  Jeg kan godt følge deres udsagn, men det er jo også én gang for meget.