Ugens Dommerprofil: Lars Guld

Jeg blev dommer i august 2025, så det er stadigvæk relativt nyt for mig. Jeg har været i fodboldverdenen siden jeg var barn. Efterfølgende har jeg været træner for begge mine døtre – uafbrudt og sammenlagt i 13 år. Nu er pigerne store og kalenderen er mere ledig. For at bevare kontakten til miljøet har jeg nu kastet mig over dommergerningen. Frivilligheden ligger dybt i mig – og jeg sætter en ære i at kunne gøre en forskel.

Jeg er først og fremmest mig selv – og det tror jeg faktisk er en vigtig pointe. Jeg tror grundlæggende på, at man kommer langt med et smil og en velplaceret humoristisk bemærkning. Det kan afmontere mange konflikter. Jeg går ind til kampen som en ligeværdig part og møder spillerne i øjenhøjde.

Jeg har bemærket, at der har været en del debat omkring tøjet. Jeg er heldigvis så ny, at jeg ikke er belastet af fortiden. Det nye tøj ser umiddelbart rigtig godt ud – og jeg er meget begejstret for, at vi på tværs af elite og bredde nu er ens klædt.

Deciderede idoler har jeg ikke – men hvis jeg skal pege på en sportsudøver, som jeg har enormt stor respekt for, så er det Michael Laudrup.

Personligt er den største udfordring, at jeg er en teamplayer. Som ny dommer er man meget alene – og det skal man kunne navigere i. Jeg synes, at DBU har sammensat en rigtig god uddannelse med både mentorordning, faglige netværk og dommerklub. Men det ændrer ikke på, at man er alene om oplevelserne – både de gode og de dårlige.

Der er flere. Jeg er meget tilhænger af den nye 8-sekunders regel, som relativt let kunne overføres til f.eks. indkast.

Nej, det har jeg ikke.

Jeg bliver af og til spurgt, om jeg er blind. Det skulle måske være en sang med Stevie Wonder. Så er forventningsafstemningen ligesom på plads. 😊

Nu betragter jeg jo mig selv som helt ny, men mit bedste råd er, at springe ud i det – og acceptere præmissen om, at dommere heller ikke er fejlfrie. Derudover er det vigtigt at man kan reflektere over egen indsats og fejl – og så er det vigtigt, at tale med nogen om det efterfølgende.

Min anden uddannelseskamp – og første gang som dommer på seniorniveau var relativt hektisk og temmelig ophedet. Jeg havde forinden orienteret alle spillere om, at det var min første seniorkamp nogensinde. Efter kampen henvendte det ene holds keeper til mig – og sagde undskyld for hans holds opførsel. Ikke sjovt – men enormt sympatisk.