De fleste der har overværet en børnefodboldkamp, eller et børnefodboldstævne, har nok oplevet, hvordan voksne, herunder både trænere og forældre, har gået meget op i børnenes kampe og i god mening forsøgt at hjælpe dem, med velmente tilråb.

Desværre er det ofte misforstået hjælp - i forsøg på læring - at de voksne står  med "et joystik i hånden" og dikterer og kommenterer alt, hvad børnene laver på banen. 

Ovenstående citat stammer fra en træners oplevelse til et børnestævne. 

Hvad?

Længe har vi hos DBU Fyn gået med den tanke at afprøve ideen om "Silent Weekend" til DBU Fyns stævner. Nu er tiden inde.

Silent Weekend går i alt sin enkelthed ud på, at de voksne - både forældre, tilskuere og træner, skal være stille, når børnene spiller fodbold. Det giver ro til, at børnene selv øver sig i at træffe beslutninger i deres spil, og derved udvikler deres spilforståelse.

Før, mellem og i pauserne af kampen/kampene, skal træneren selvfølge coache, give feedback og snakke med børnene, men når kampene er i gang, skal der være ro. 

Hvis børnene er usikre på reglerne undervejs eller har spørgsmål midt i kampen, må træner selvfølge coache og hjælpe spillerne. Men kort sagt handler det om at træde 2 skridt tilbage og så observere og lade børnene spille kampen.

Ellers foregår alt som til et helt normalt fodboldstævne, og selvfølgelig må man stadig gerne klappe og juble når der scores mål.

Hvorfor?

I Maj 2023 vedtog alle landet lokalunioners bestyrelser, at man vil spille efter de nye "Spilleregler i Børnefodbold". 

I dette dokument står der bl.a.: 

Børnefodbold er ikke ”Playstation for voksne”. Det er således ikke de voksne, der skal ”styre” børnene og fortælle dem, hvad de skal gøre. Derfor: Ingen handlingsanvisende tilråb - særligt ikke til boldholderen. Vi prøver faktisk at lære børnene at træffe deres egne beslutninger!

Og:

"Træd 2 skridt tilbage. Dette er ment både i overført betydning jf. ovenstående og i bogstavelig forstand. Ved at træde 2 skridt tilbage minder du din krop om, at det er børnene og ikke dig, der spiller kampen. Din fornemmeste opgave som træner er at observere og derved kunne hjælpe spillerne til at løse spillet. Prøv at fokusere på dem, der ikke har bolden. Alle andre ser på den, der har den. Så hvis du observerer på noget andet, kan du faktisk bidrage med ny viden.

Og:

"...husk så også på, at selvom fodbold er følelser, så er børnefodbold ikke noget, der skal eller bør påvirke voksne mennesker, så de mister kontrollen over deres følelser. Udvis derfor fairplay, storsind og overskud – for børnenes skyld."

Silent Weekend stævner har til formål at understøtte ovenstående adfærd beskrevet i de nye "Spilleregler i Børnefodbold" og dermed give dem ekstra fokus.

Forhåbentlig vil det være inspiration til, at lignende adfærd også hurtigt overføres til alle andre fodboldstævner.

Har andre prøvet det?

Silent Weekend eller Silent Saturday er et kendt fænomen i bl.a. USA og i England, hvor man har gode erfaringer med konceptet.

Deres formål har været at skabe et miljø, hvor børnene har mulighed for at tro på sig selv, deres færdigheder og instinkter uden forstyrrelser fra sidelinjen. Det fremmer samtidig børnenes lederskab, teamwork og kreativitet blandt spillerne.

Dette hænger meget godt sammen med det, som trænere i de højeste nationale rækker efterspørger. At tage ansvar, være kreativ i spillet og tænke selv.

Lidt af den respons der har været fra børnene har været, at det er meget sjovere, når de kan kommunikere med hinanden og ikke bliver forstyrret, forvirrede eller kritiseret af voksne.

Forældrenes behov for at hjælpe børnene

Ikke alle, men mange forældre der har børn som går til fodbold i dag, har en stor interesse i at det lykkes for deres børn.

Forældrene er jo børnenes sponsorer (køber udstyr), personlige assistenter (sørger for rent tøj, mad osv.), chaufører, agenter og ikke mindst fans. Når forældre bruger mange ressourcer på deres børn og går så meget op i, at der skal være en god oplevelse for deres børn, vil de naturligt også committe sig til "projektet". Derfor er det ikke usædvanligt at se, at forældrene er "på", på den anden side af sidelinjen. Børnene bevæger sig, og bruger dermed kroppen til at "komme igennem" det kick og den adrenalin, det giver at spille kamp mod andre. Forældre bevæger sig ikke, og skal derfor "af med det" på en anden måde. Det kan ske bl.a. ved at "gøre" noget fra siden af, ved at råbe og komme ud med sine følelser - desværre ofte uhensigtsmæssigt. 

Så, i denne kontekst beder vi forældrene træde et skridt tilbage og se på andre ting end deres barns præstation. F.eks. børnenes der øver sig og børnenes glæde ved spillet i sig selv. Det er ikke kun børnene, der skal øve sig - det skal vi voksne også!